Skip to content

Hans Dam Christensen

»Plus de figures!« – En strid om ord og billeder i Saussures Cours de linguistique générale (1916)

 
Præsentation ved Nordisk Forum for Boghistories 5. seminar
7.10.2011, Lunds Universitet


Hans Dam Christensen er forskningschef ved Det Informationsvidenskabelige Akademi i København. Nedenstående oplæg fra forummets seminar den 7.10.2011 publiceres i en udvidet version i Periskop. Forum for kunsthistorisk debat, 15, 2012.


 
Forholdet mellem ord og billeder er komplekst. Selv om forståelser af syn, visualitet og billeder har levet en omskiftelig tilværelse, modstilles de tre tit – i en pærevælling – ord, tekst og skrift. Blandt disse findes med sproget som forankring oplysning, dannelse og viden, mens den første gruppe primært repræsenterer oplevelse, sansning og affekt. I praksis er dikotomien ikke så enkel, men i teorier om sprog syner den ofte frem. Den syner også frem, når sprogets betydning for kultur og dannelse fremhæves, og den syner frem, når billeder fremstilles som forføriske og farlige. Når ”billeder” opfattes som ”billedkunst” – og ikke alle de andre billeder, som der er mange flere af – er dikotomien næsten slet ikke til at komme uden om: så skal billeder først og fremmest opleves og sanses.

I det følgende diskuteres en af de ”skurke”, som i nyere tid har bidraget til at opretholde et hierarki mellem ord og billeder, nemlig den schweiziske sprogforsker, Ferdinand de Saussure (1857-1913), og især hans hovedværk Cours de linguistique générale, der udkom i 1916. [1] Saussure diskuterede som sådan ikke forholdet mellem ord og billeder, men hans værk udgjorde en hjørnesten i udviklingen af den nyere sprogvidenskab og semiotik samt senere strukturalismens frembrud i de tidlige 1960ere, der mere præcist understregede ovennævnte dikotomi. Først præsenterer oplægget værkets tilblivelseshistorie og betydning; næsten sideløbende præsenteres tillige en anden problemstilling, nemlig brugen af billeder i Cours de linguistique générale. Der er tale om billeder i en bred forstand, som blandt andet inkluderer diagrammer, illustrationer, tegninger samt sproglige metaforer og analogier. [2] Disse billeder klassificeres på heuristisk vis, og på grund af værkets tilblivelseshistorie, der præsenteres nedenfor, diskuteres, om det overhovedet er Saussures billeder; afslutningsvis spørges til, om de har betydning for Saussures tegnteori.

Cours de linguistique générale er direkte og indirekte en berømt bog i store dele af de nyere humanvidenskaber. Inden for sprogvidenskaben kan man blot nævne navne som Louis Hjelmslev, Roman Jakobson og Noam Chomsky for at fornemme omfanget af dens betydning. Uden for de sprogvidenskabelige kredse har få formentlig læst hele værket, men det gjorde Saussure til en af den moderne semiotiks grundlæggere, og de fleste har nok hørt om det, fordi det, ikke mindst, lagde grunden for strukturalistisk og nyere semiotisk tænkning med fokus på distinktionerne mellem ”signifiant” (”betegneren”) og ”signifié” (”det betegnede”) såvel som ”langue” (”sprogbygning”) og ”parole” (”sprogbrug”) samt forestillingen om tegnets arbitraritet. Det er svært at forestille sig Claude Lévi-Strauss’ antropologi, Roland Barthes’ kulturanalyse, Christian Metz’ filmteori og Jacques Lacans psykoanalyse uden Saussure, og fra slut-1960erne og frem blev Saussure gennem den franske filosof Jacques Derridas dekonstruktion også afsæt og kritisk mål for endnu nyere poststrukturalistisk tænkning.

Da Cours de linguistique générale udkom i 1916, havde ophavsmanden været død i tre år – ”forfatter” er et for stærkt ord i denne sammenhæng. Det posthume værk bygger ikke på et samlet manuskript fra Saussures hånd og kun i meget lille grad på hans egne efterladte noter. Størstedelen hviler derimod på studerendes noter til tre rækker af forelæsninger på Universitetet i Geneve fra 1907 til 1911, hvor Saussure præsenterede udkastet til det, han betegnede en almen lingvistik. Det var to af Saussures kollegaer, Charles Bally (1865-1947) og Albert Sechehaye (1870-1946), der redigerede noterne. Og selv om de studerende tilsyneladende diskuterede og sammenlignede noter efter forelæsningerne, er det i det hele taget for stærkt at forestille sig en kompilation af mange studerendes noter. For det første var der til hver af de tre forelæsningsrækker kun tale om en håndfuld studerende. [3] Dernæst kan man bemærke, at de to første rækker af forelæsninger fortrinsvis bygger på én studerendes noter – og hans navn, Albert Riedlinger, optræder også selvstændigt på værkets forside –, mens den tredje række er en kompilation af tre andre studerendes noter. De to redaktører vægtede den tredje forelæsningsrække som styrende for hovedværkets grundlæggende struktur, så det komplicerer billedet yderligere, at der i 1958 dukkede endnu et sæt noter op, nemlig Émile Constantins noter, som måske på endnu bedre vis er sammenhængende i forhold til den tredje forelæsningsrække, men som altså ikke direkte blev brugt i 1916-udgivelsen. [4]

Allerede her kan man antyde, at en hel del fortolkninger er i spil, og de to redaktører inviterede til dem, når de i forordet til 1916-udgaven rejste spørgsmålet, om man kunne skelne mellem deres fortolkning og Saussures. Redaktørernes version er blevet diskuteret igen og igen, men rækken af kommenterede versioner af det posthume værk antyder, at det handler om mere end det: Én ting er, hvor meget de to redaktører redigerede i forhold til egne forforståelser og erkendelsesinteresser, en anden er, om de studerende altid forstod, hvad Saussure sagde, var han altid klar i mælet over for sig selv og sine tilhørere, skøjtede han som rutineret forelæser over visse passager og/eller udviklede han sine ideer foran sit publikum? [5] Problemstillingerne er, en passant, naturligvis pirrende i forhold til de teorier om forfatterens død, der dukkede op i kølvandet på den strukturalistiske tænkning, som lod sig inspirere af Cours de linguistique générale. [6] Saussure selv havde øjensynligt store kvaler med at færdiggøre sine tekster og fik kun udgivet lidt i perioden 1907-11. I det hele taget publicerede han ikke meget; ”… trods hans publikationers fåtallighed (cirka 600 sider gennem livet), har Saussures indflydelse været dybtgående”, som en oversætter bemærkede tilbage omkring 1960. [7]

Den saussureske receptionshistorie ville måske have været lidt fattigere, hvis redaktørerne, Bally og Sechehaye, havde haft held med deres foretagende, da de ledte efter uddybende forelæsningsnoter hos Saussures enke – i flere sammenhænge havde Saussure været refereret for, at han arbejdede på et samlende værk. Allerede tilbage i 1891, ved sin tiltrædelsesforelæsning på Universitetet i Geneve, antydede han, at der en dag ville komme en bog, og så sent som i 1911 henviste han til den, selv om noterne var ved at forsvinde i hans gemmer. [8] Bally og Sechehaye måtte dog konstatere, at de næsten intet fandt. Efter sigende kasserede Saussure oftest sine forelæsningsnoter, så kun ældre ting dukkede op i hans skuffer. De to redaktører skulle dog have søgt mere grundigt. I betragtning af 1916-værkets indflydelse op gennem det 20. århundrede er det ikke svært, som en anden oversætter bemærker, ”… at forestille sig forventningerne, da det tilbage i 1996 blev annonceret, at nogle manuskripter fra Saussures hånd var fundet i orangeriet i slægtshjemmet i Geneve”. [9] Disse manuskripter udkom i en fransk udgave, Écrits de linguistique générale, i 2002 og en engelsk udgave i 2006, og i det franske 2002-forord annonceredes den efterfølgende Leçons de linguistique générale, som endnu ikke har set dagens lys. [10]
 

 

 
Som nævnt er det nok de færreste, som har læst 1916-værket, selv om flere kender til både Saussure, strukturalisme og semiotik. Til gengæld kender mange, uden måske helt at have tænkt over det, til en eller flere af hovedværkets illustrationer, hvis de er blevet præsenteret for Saussures tanker, strukturalisme og/eller semiotik. Der er nemlig – i en generel billedforståelse – forskellige typer af billeder og billedbrug i værket, som ofte distribueres sammen med de forskellige versioneringer i form af oversigter, fragmenter o.lign. I eksempelvis Strukturalisme. En antologi fra 1970 møder man i en dansk oversættelse af uddrag fra Cours de linguistique générale blandt andet billeder, som lægger op til det arbitrære forhold mellem ”signifiant” og ”signifié” ved at illustrere den i Saussures opfattelse forkerte nomenklaturiske forståelse af forholdet mellem tingen og dens navn, nemlig at forholdet mellem navn og ting er meget enkelt. [11] Når man i samme uddrag kommer til visualiseringen af det arbitrære forhold mellem ”signifiant” og ”signifié”, er der sket en ”fordanskning” fra det franske ”image acoustique” til ”lydlig figur”, og det franske ”arbre” til ”træ”, men man kan sagtens genkende ”originalen”.
 

 

 
Andre ”berømte” billeder er figurer, som illustrerer forholdet mellem langue og parole, men der er mange flere billeder i Saussures værk. For blot at give et par yderligere eksempler, der er mindre kendte, finder man et billede af en plantestængel, som er skåret på langs og tværs for at illustrere forskellen på, hvad henholdsvis en diakron og en synkron sprogvidenskab undersøger; de forskellige snitflader afspejler forskellige ”aflæsninger” af planten. Et nærliggende diagram med krydsende akser udtrykker samme forskel. En anden figur viser tre måder at fremstille bogstavet ”t” på, der illustrerer, at betydningen (”valøren”), så at sige, er den samme, uanset hvordan bogstavet skrives, blot det ikke forveksles med andre bogstaver.
 

 

 
Dertil kommer en lang række grafiske fremstillinger og diagrammer samt flere sproglige metaforer og analogier, fx beskrivelsen af forholdet mellem ”signifiant” og ”signifié” som forholdet mellem to sider af samme stykke papir. En anden velkendt analogi er ”skakspillet”, der blandt andet henviser til forholdet mellem den diakrone og synkrone tilgang til sproget, hvor man for at forstå et skakspil, hvis man som tilskuer kommer ind i et igangværende spil, skal have kendskab til reglerne og spillet her og nu, og ikke har behov for at få spillets udvikling hertil præsenteret og slet ikke får noget ud af det, hvis man ikke kender spillets regler.

I ovennævnte hævdes ikke, at alle bogens billeder er lige kendte; det antydes blot, at et eller flere ”originalbilleder” er mere kendte end ”originalteksten”, og at der er adskillige af dem i Cours de linguistique générale. I hvert fald er det ikke svært at finde hyppige eksempler på reproduktion af flere af billederne end at finde originalteksten. Er det bemærkelsesværdigt? Og er det bemærkelsesværdigt, at der optræder billeder (i en bred forstand) i Cours de linguistique générale? I betragtning af værkets betydning for strukturalisme, sprogteori m.m. er det bemærkelsesværdigt, fordi man her finder en opfattelse af sprogets primat blandt tegnsystemerne, der desuden opfattes som lukkede systemer. I Cours de linguistique générale kan man som bekendt læse:

Sprogsystemet er et system af tegn, der udtrykker ideer, og som sådan kan sammenlignes med skriften, døvstummealfabetet, symbolske ritualer, høflighedsformer, militære signaler etc., etc. Det er blot det væsentligste af disse systemer. [12]

Saussure skriver også:

Man kan altså hævde, at de fuldstændig arbitrære tegn bedre end de andre realiserer den ideelle semiologiske proces. Det er grunden til, at sprogformen, som den mest komplekse og mest udbredte blandt udtrykssystemer, også er den mest karakteristiske af dem alle sammen. I den forstand kan sprogvidenskaben gå hen og blive overhovedet over alle former for semiologi, selv om sproget kun er et partikulært system. [13]

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at der dukker så mange billeder op i Cours de linguistique générale: Hvis verbalsproget som system er så meget mere avanceret end andre tegnsystemer, hvorfor så anvende billeder og hvorfor overhovedet definere et så lukket tegnsystem som talens? Man kan forsøgsvis indvende, at der med Cours de linguistique générale er tale om brug af billeder i en tekst, men det er mere end overvejende sandsynligt, at Saussure anvendte figurer, tegninger m.m. undervejs i sine forelæsninger, som værket udspringer af.

Der er flere interessante ting i det forrige: For det første kan man på heuristisk vis skitsere, hvilke typer af billeder som anvendes i Cours de lingustique générale. Dernæst kan man på næsten filologisk vis spørge, om det er Saussures egne billeder i betragtning af, at han ikke selv kan karakteriseres som forfatter? Eller hvor mange er Saussures egne figurer? Og endelig kan man – som det allerede er blevet antydet – spørge om billedbrugen har betydning for Saussures tegnteori?

Det første spørgsmål om, hvilke typer af billeder der er tale om, er umiddelbart til at holde fast ved: uden at gå for meget i detaljer handler det om klassificering, dels billederne imellem, dels, og så begynder det allerede at blive mere kompliceret, klassificering af brugen af skrift og billede samt, naturligvis, bogsidens skriftlige aspekter (mellemrum, ortografi, brug af fed m.m.). I det følgende bliver der derfor kun tale om en meget grov klassificering i grupper i førstnævnte tilfælde, som delvis flyder over i hinanden, nemlig i 1. diagrammer o.lign., 2.a. ”realistiske” eller ”figurative” visualiseringer af pointer, 2.b. ”grafiske” visualiseringer af pointer, 3. kombination af skrift og billeder, hvor begge er gensidigt afhængige, samt 4. eksempler på, hvordan ”billeder” er en integreret del af teoriens udvikling.
 

 

 
1. Hovedparten af billederne i Cours de lingustique générale består af diagrammer og notationer, som kombinerer blandt andet streger, kasser, pile og ord. Det vil være forkert at opfatte disse som en homogen gruppe. En del minder om mere eller mindre formelle logiske symboler og notationer, som kendes tilsvarende fra andre discipliner og er konventionelle i tidens lingvistiske videnskab, fx forskellige typer af parenteser, asterisker og lighedstegn, andre er visualisering af pointer mere end de er logiske symboler, jf. eksempelvis det tidligere nævnte billede med to krydsende akser, der afspejler forholdet mellem en synkron og diakron sprogvidenskab.
 


 
2.a. og b. Visualiseringer af pointer medfører også mere ”realistiske” billeder, fx de førnævnte visualiseringer af sproglige metaforer og analogier. Det kan være plantemetaforer, morænelandskaber eller brug af ”realistiske” eller ”figurative” elementer, fx ”træ” og ”hest”, men det kan som nævnt også være visualisering af pointer helt uden ”realistisk indhold”, fx figurer af sprogets geografiske udvikling og forholdet mellem tanke og tale.
 

 

 
3. Man kan spørge, om der tillige er billeder, som ligefrem indgår som ”relais” (afløsning/udveksling) i en roland barthesk forstand, dvs. som visuelt element i et udsagn, hvor billede og tekst komplementerer og er gensidigt afhængige af hinanden? [14] Det er der. Det gælder især blandt den lange række af diagrammatiske fremstillinger, men i større skala eksempelvis også fremstillingen af menneskets ”taleapparat”, hvor man ser et gennemskåret ansigt i profil med en række græske og latinske bogstaver, der henholdsvis indicerer aktive og passive elementer under talen. Teksten henviser til bogstavernes placering uden at beskrive dem nærmere.
 

 
4. Den tidligere nævnte fremstilling af tre former for ”t” placerer sig også tæt på en sådan form for afløsning, men antyder måske i højere grad, at Saussure tænkte visuelt. Det er billedliggørelsen, der er hele pointen: bogstavet kan se ud på forskellige måder, blot det ikke kan forveksles med andre bogstaver. Tilsvarende er ”træ” i Saussures tegnfigur med en adskillelse mellem billedet af et træ og ordet ”arbor” et nødvendigt tegn for at illustrere den arbitrære relation mellem begrebet (det visualiserede) ”træ” og lydbilledet (ordet) ”træ”. Selve tegnet, tillige med den adskillende linje, cirkel og pile, problematiserer, uanset om det er en ”original” Saussure eller ej, i øvrigt denne arbitrære relation mellem ”signifié” og ”signifiant”, som billedforskeren W.J.T. Mitchell gør opmærksom på:

Billedet af diagrammets træ bliver hele tiden ”overset” (i alle ordets betydninger). Det opfattes som blot en erstatning for eller en ”token” for en ideal størrelse, dets billedlighed som blot et tilfældigt eller passende illustrativt træk. Men gengivelsen af det betegnede begreb eller det, som Saussure betegner symbol, udgør en grundlæggende underminering af Saussures påstand om, at det lingvistiske tegn er arbitrært […] (Dvs. at det lingvistiske tegn er ”tomt”, ”umotiveret” og uden et ”naturlig sammenhæng” mellem betegner og det betegnede) … [15]

Saussure-kenderen Roy Harris diskuterer, om figuren med de omkringliggende pile i denne version overhovedet er Saussures. Det skal ikke drøftes her, men der burde ikke være tvivl om, at i det mindste cirklen, den adskillende streg og opdelingen i ”concept” og ”image acoustique” er Saussures (pilene dukker i øvrigt, som Harris også bemærker, op senere i Cours de linguistique générale). [16] Figuren findes eksempelvis i de manuskriptdele, som er bevaret fra Saussures hånd. [17] Her kan man blandt andet også finde problematiseringen af det nomenklaturiske forhold mellem et ”træ” og det latinske ord for træ, ”arbos” og hest og det tilsvarende latinske ord for hest, ”equus”. Samme tegninger findes gengivet i udgivelsen af Émile Constantins noter fra den tredje forelæsningsrække, og selv om udgivelsens tegninger formentlig er rentegnet i forhold til de originale noter, er det overvejende sandsynligt, at Saussure har skitseret de pågældende figurer på tavlen undervejs i forelæsningen. Man kan naturligvis indvende, at det ikke ligner en hest, men Saussure har i en anden, og mere kuriøs, sammenhæng demonstreret, at han evner at tegne en mere vellignende hest. I et brev til sønnerne Jacques og Raymond ser man hans tegning af tante Albertines lille grå hest ”Brigitte”! [18]
 

 

 
I andre tilfælde kan man ligeledes problematisere om figurer i Cours de linguistique générale er Saussures egne. Den tidligere nævnte tegning af plantestængel-analogien er meget detaljeret i 1916-udgaven, og kigger man mere opmærksomt på tegningen, er den signeret, selv om det ikke er muligt at identificere signaturen. Den samme tegning genfindes fx i en engelsk oversættelse, der kom første gang i 1960. Kigger man imidlertid på udgivelsen af Émile Constantins noter, der dukkede frem i 1958, ser gengivelsen af plantestængel-metaforen anderledes ud. Figurerne er, som man så tidligere, rentegnet, men alligevel virker det mere sandsynligt, at Saussures tegning undervejs i sin forelæsninger har været mere à la disse end den mere detaljerede (og signerede) tegning fra 1916.
 

 

 
Hvor billederne på den ene side kan opfattes som et supplement til teksten og sproget, der illustrerer pointer og metaforer samt gennem grafiske symboler fremmer og letter formidlingen, er de på den anden side også et – i Derridas forstand – farligt supplement, som underminerer teorien om sprogets primat. Det vil sige, at hvis man igen går tilbage til Saussures formulering om tegnet i det sociale liv og sproget som det mest avancerede – så avanceret, at Barthes omvender forholdet mellem lingvistik og semiotik – er det en ideal forestilling, der på meget strukturalistisk vis forudsætter lukkede tegnsystemer. Men de findes stort set ikke i praksis. Saussures anvendelse af tegninger, figurer m.m. bliver et farligt supplement, som nedtoner sprogets primat, fordi de åbner for en forståelse af, at tegnanvendelse er en dynamisk proces, der kombinerer og bevæger sig mellem forskellige tegnformer. I praksis kan man ikke forsimple tegnprocesser til adskilte, isolerede tegnsystemer uden for tid og rum. Allerede det billedlige element i selve tegnmodellen, ”lyd-billedet” og billedliggørelsen af ”ide” viser, hvor vanskeligt det er at holde tingene fra hinanden.

Tillige er det let at forestille sig, at forelæseren Saussure mere eller mindre bevidst eller ubevidst har kommunikeret ved hjælp af andre tegnformer, ikke mindst udseende i form af gestik og påklædning, m.m. for at påkalde sig eksempelvis ”professorværdighed”. Betydningsproduktion er således udtryk for en dynamisk brug af forskellige tegnsystemer. Sproget er ikke et privilegeret tegnsystem i sig selv, fordi det altid anvendes i en kontekst; der kan endda være kontekster, hvor sproget er i vejen, fx er der gode grunde til, at vejskilte, cigaretpakkeadvarsler og flyets Safety on Board-tavle i dag enten er domineret af eller på vej til at blive domineret af billeder, selv om de engang var betydeligt mere ”tekstlige”. Det er dog værd at understrege, at brugen af billeder slet ikke kun begrænser sig til formidling af viden og information, men også indgår i selve betydningsproduktionen. Blandt tekstfragmenterne i Écrits de linguistiques générale (2002) er det muligt at finde refleksioner over, hvilke symboler Saussure skal bruge i bestemte sammenhænge, à la: ”Je ne crains aucunement ici de recourir à un diagramme qui pourra sembler ridicule, ou même faire injure à l’intelligence du lecteur. Il ne s’agit pas dans les choses élémentaires de la sémiologie de déployer de l’intelligence, mais de lutter contre le formidable [ ]” [19]

I den nyklassiske semiotik er billedets problem ofte blevet beskrevet som et problem med det dobbelte artikulationslag, dvs. henholdsvis det lag, som definerer de mindste betydningsbærende størrelser (talesprogets ord), og det lag, som definerer de mindste betydningsskelnende størrelser (sprogets fonemer), som billedet ikke har i modsætning til sprogtegnet, hvorfor billeder siges ikke at kunne udgøre et tegnsystem. Det er fristende at påpege, at der med et sådan dobbelt artikulationslag er tale om et idealistisk lingvistisk tegnsystem, som netop reproducerer sprogets primat, men en sådan påpegning vil i nærværende sammenhæng være for kategorisk, fordi den skjuler de flydende overgange mellem skrift og billede samt talens tegn i et dynamisk spil med andre tegnformer. [20]

I tekstfragmentet, ”[Sur les difficultés de la terminologie en linguistique (”Plus de figures!”)]”, som dette oplæg låner sin overskrift fra, ironiserer Saussure over den nomenklaturiske forståelse af sammenhængen mellem tingen og dens navn: ”Ikke flere figurer. Således intet andet end udtryk, der svarer til sprogets absolutte virkelighed? Det ville være let …” [21] Han fabulerer videre kort over, hvor let det så ville være at bedrive sprogvidenskab. Man kan tilføje, at tanken, og for så vidt heller ikke i praksis talesproget, ikke blot kan oversættes ord for ord, ja, faktisk kan den slet ikke opfattes som lineær fra punkt A til punkt B. Skriften har oftest dette forløb, mens tanken udvikles gennem en hybrid anvendelse af tegnformer, hvor billeder, fx i form af mind map’et, måske bedre illustrerer, hvordan betydning opstår. I tekstfragmentet refererer ”figures” til sproglige metaforer, men som det forrige har vist, er ”billedet” et farligt supplement til teksten i Cours de linguistique générale, fordi – med Derridas formulering – ”le supplément supplé. Il ne s’ajoute que pour remplacer.” [22] I værket opstår betydning i og med visuelle og verbale figurer.
 
 
NOTER
1. Charles Bally og Albert Séchehaye (red.), Ferdinand de Saussure: Cours de linguistique générale. Lausanne og Paris: Libraire Payot & Cie, 1916. I det følgende henvises til genoptryk i Grande Bibliothéqe Payot, 1967.
2. For et så bredt billedbegreb, se W.J.T: Mitchell, Iconology. Image, Text, Ideology. Chicago: University of Chicago Press, 1986, 9-10.
3. Roy Harris, Reading Saussure. A Critical Commentary on the Cours de linguistique générale. London: Duckworth, 1987, s. viii.
4. Muligvis brugte en af bidragyderne til den tredie forelæsningsrække Constantins noter til at supplere sine egne, ligesom Constantin brugte den pågældendes til at supplere sine noter. Eisuke Komatsu og Roy Harris, F. Saussure. Troisieme cours de lingustique générale (1910-1911) d’apres les cahiers d’Emile Constantin, Oxford: Pergamon Press, 1993, vii-viii.
5. Harris, Reading Saussure, xii
6. Roland Barthes, “La mort de l’auteur” i Mantéla V (1968) [finds som “The Death of the Author” i Stephen Heath (red.), Roland Barthes: Image – Music – Text. London: Fontana Press, 1977] og Michel Foucault, “Qu’est-ce qu’un auteur?” i Bulletin de la Société francaise de philosophie 3, 1969.
7. Wade Baskin, “Translator’s Introduction”, i Bally og Sechehaye (red.), Ferdinand de Saussure: Course in General Linguistics, Peter Owen, London, 1960, xxvii.
8. Bouquet og Engler, “Préface des Éditeurs” i Bouquet og Engler (red.), Écrits de linguistique générale par Ferdinand de Saussure, 12.
9. Carol Sanders, “Introduction” i Bouquet og Engler (red.), Writings in General Linguistics. Oxford: Oxford University Press, 2006, xix.
10. Bouquet og Engler, “Préface des Éditeurs” i Bouquet og Engler (red.), Écrits de linguistique générale par Ferdinand de Saussure, 8.
11. Ferdinand de Saussure, ”Lingvistikkens objekt”, i Peter Madsen (red.), Strukturalisme. En antologi. København: Rhodos 1970.
12. Bally og Séchehaye (red.), Ferdinand de Saussure: Cours de linguistique générale, 33. Dansk oversættelse fra ”Saussure: Forelæsninger om almen lingvistik”, Lars Henrik Schmidt, Det videnskabelige perspektiv, København: Akademisk forlag, 1991.
13. Bally og Séchehaye (red.), Ferdinand de Saussure: Cours de linguistique générale, 101. Dansk oversættelse fra ”Lingvistikkens objekt” i Madsen, Strukturalisme.
14. Roland Barthes, “Rhétorique de l’image” i Communications 4, 1964.
15. W.J.T. Mitchell, ”Word and Image” i Robert S. Nelson og Richard Shiff (red.), Critical Terms for Art History. Chicago: University of Chicago Press, 1996, s. 54.
16. Bally og Séchehaye (red.), Ferdinand de Saussure: Cours de linguistique générale, 158.
17. Ms. fr. 3972 f. 278 (se: http://www.ville-ge.ch/bge/evenements/expositions-virtuelles/saussure/fondateur_linguistique/bifacialite.html)
18. Archives de Saussure 398 f. 20 (se http://www.ville-ge.ch/bge/evenements/expositions-virtuelles/saussure/homme_aimable/pere_attentif.html)
19. Bouquet og Engler (red.), Écrits de linguistique générale par Ferdinand de Saussure, fx s. 112 og 131.
20. Se fx James Elkins, The Domain of Images. Ithaca: Cornell University Press, 1999.
21. Saussure, ”[Sur les difficultés de la terminologie en linguistique (”Plus de figures!”)]” i Bouquet og Engler, Écrits de linguistique générale par Ferdinand de Saussure.
22. Derrida, De la grammatologie. Paris: Les Éditions de minuit, 1967, s. 208.
 
 

Hans Dam Christensen
Det Informationsvidenskabelige Akademi
hdc@iva.dk

 

For at henvise til teksten:
Hans Dam Christensen: »”Plus de figures!” – En strid om ord og billeder i Saussures Cours de linguistique générale (1916)«, oplæg ved Nordisk Forum for Boghistories 5. seminar, 7.10.2011, Lunds Universitet. URL = https://nffb.wordpress.com/seminarer/nffb5/christensen/
[Tilgået DAGS DATO]

 
 

Reklamer
No comments yet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: